Home

Jeg har altid været lidt doven.

Oh igen at sidde ved sydmuren på vores lille, lidt forsømte ejendom derhjemme – en sollun eftersommerdag og kigge ud over markerne.

Og bare være til.

Jeg er et barn af sorte høje.
Det gamle hedeland, smålandbrugets verden, plantagerne, områder med lyng og fyrrekrat og urgamle hjulspor, de brede åer og de frodige enge ..

Det var et pionerland, faktisk – men et yderst godmodigt eet af slagsen.
Der var ingen skydegale sheriffer og hensynsløse Outlaws, det var et fredsommeligt samfund, et sindigt, stilfærdigt, arbejdsomt og nøjsomt folk.
Et par generationer tilbage var folk meget fattige – af samme grund fik  diverse vækkelsesbevægelser fodfæste mange steder derude, men ikke så meget hos os …
Der var god balance, så mentaliteten var rimelig tilbagelænet og tolerant.

Jeg var heldig at vokse op i en tid og på et sted, hvor livet for småkårsfolk på landet var beskedent, men ikke usselt.
Jeg har hørt mange historier fra andre steder i Danmark på den tid .. der havde de det ikke godt.
Men vi havde mad på bordet – godt og rigeligt – tøj på kroppen og tag over hovedet … og et kæmpe område at gå på opdagelse i.
OK, jeg var ikke den stærke knægt med fritid i hjemmeværnet og ambitioner om det velbeslåede håndværkerliv. Sådan som standarden var dengang.
Heller ikke det naturvidenskabelige geni min far drømte om …
Jeg var en livsnyder og en drømmer.

Som barn elskede jeg god mad, og at strejfe rundt ude i det fri – eller læse tegneserier, hvis jeg ku’ få fat i dem …
Det var nogle lidt pudsige ting jeg fokuserede på, men jeg elskede stemningerne i vejret og naturen …
.. er så desværre heller ikke poet, det havde ellers været en oplagt vej at gå …

Een af fordelene ved den verden var, at den var til at forstå … ikke alene fik vi mad, vi vidste også hvor den kom fra ….
Det var så desværre også noget ensomt – for mig …
Det sociale liv, det gamle “landet”, var døende i de år, og vi boede lidt isoleret.

Alt dette formede mig, til lidt af et rod-sammen mellem land- og by-menneske, er både til – eller i klemme imellem – socialstat og den kreative undergrund, og til jordbunden bondefornuft …
Så jeg prøver at lave mine egne konstruktioner – uden at tage livet alt for højtideligt …
Som mit liv formede sig, er det nok meget godt med en humoristisk distance – ellers tror jeg ikke jeg havde siddet her i dag ..

Lange intellektuelle selvransagelser har ført mig frem til at jeg er en slags bevidst naivist og sentimentalist ..
Men i virkeligheden er jeg nok bare ikke vokset ud over den tænksomme, noget overbeskyttede tiårs knægt der havde det som blommen i et æg men ikke rigtig kunne regne den ud …
Derude på landet …

Lobo – A Bog Red Kite